|
Ante Divinum officium |
Incipit
secreto
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum quotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.
Ave María, grátia plena; Dóminus tecum: benedícta tu in muliéribus, et benedíctus fructus ventris tui Jesus. Sancta María, Mater Dei, ora pro nobis peccatóribus, nunc et in hora mortis nostræ. Amen.
Credo in Deum, Patrem omnipoténtem, Creatórem cæli et terræ. Et in Jesum Christum, Fílium ejus únicum, Dóminum nostrum: qui concéptus est de Spíritu Sancto, natus ex María Vírgine,
passus sub Póntio Piláto, crucifíxus, mórtuus, et sepúltus: descéndit ad ínferos; tértia die resurréxit a mórtuis; ascéndit ad cælos; sedet ad déxteram Dei Patris omnipoténtis: inde ventúrus est judicáre vivos et mórtuos. Credo in Spíritum Sanctum, sanctam Ecclésiam cathólicam,
Sanctórum communiónem, remissiónem peccatórum, carnis resurrectiónem, vitam ætérnam. Amen.
Deinde, clara voce, dicitur Versus:
℣. Dómine, lábia +︎ mea apéries.
℟. Et os meum annuntiábit laudem tuam.
℣. Deus ✠ in adjutórium meum inténde.
℟. Dómine, ad adjuvándum me festína.
Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
Laus tibi, Dómine, Rex ætérnæ glóriæ.
|
Start
stille
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!
Hil dig, Maria, fuld af nåde; Herren er med dig; Velsignet er du iblandt kvinder, Og velsignet er dit livs frugt, Jesus. Hellige Maria, Guds Moder, Bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen.
Jeg tror på Gud, den Almægtige Fader, himlens og jordens Skaber. Jeg tror på Jesus Kristus, hans énbårne Søn, vor Herre; som er undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria, har lidt under Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde og blev begravet: nedfor til Dødsriget; opstod på den tredje dag fra de døde; opfor til Himlen; sidder ved Gud, den Almægtiges Faders højre hånd: hvorfra han skal komme for at dømme de levende og de døde. Jeg tror på Helligånden, den hellige katolske Kirke, de Helliges samfund, syndernes forladelse. Kødets opstandelse, og det evige liv. Amen.
Derefter siges Versiklen med hørelig stemme:
℣. Herre, +︎ oplad mine læber.
℟. Så skal min mund forkynde din pris.
℣. Gud, min Gud, ✠ send mig din hjælp til ret at bede;
℟. Herre, il mig til hjælp i bønnen.
Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
Priset være du, Herre, Konge i evighed æret.
|
Invitatorium {Antiphona ex Commune aut Festo}
Ant. Regem Confessórum Dóminum, * Veníte, adorémus.
Ant. Regem Confessórum Dóminum, * Veníte, adorémus.
Veníte, exsultémus Dómino, jubilémus Deo, salutári nostro: præoccupémus fáciem ejus in confessióne, et in psalmis jubilémus ei.
Ant. Regem Confessórum Dóminum, * Veníte, adorémus.
Quóniam Deus magnus Dóminus, et Rex magnus super omnes deos, quóniam non repéllet Dóminus plebem suam: quia in manu ejus sunt omnes fines terræ, et altitúdines móntium ipse cónspicit.
Ant. Veníte, adorémus.
Quóniam ipsíus est mare, et ipse fecit illud, et áridam fundavérunt manus ejus (genuflectitur) veníte, adorémus, et procidámus ante Deum: plorémus coram Dómino, qui fecit nos, quia ipse est Dóminus, Deus noster; nos autem pópulus ejus, et oves páscuæ ejus.
Ant. Regem Confessórum Dóminum, * Veníte, adorémus.
Hódie, si vocem ejus audiéritis, nolíte obduráre corda vestra, sicut in exacerbatióne secúndum diem tentatiónis in desérto: ubi tentavérunt me patres vestri, probavérunt et vidérunt ópera mea.
Ant. Veníte, adorémus.
Quadragínta annis próximus fui generatióni huic, et dixi; Semper hi errant corde, ipsi vero non cognovérunt vias meas: quibus jurávi in ira mea; Si introíbunt in réquiem meam.
Ant. Regem Confessórum Dóminum, * Veníte, adorémus.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
Ant. Veníte, adorémus.
Ant. Regem Confessórum Dóminum, * Veníte, adorémus.
|
Invitatory {Antiphon from the Common or Feast}
Ant. The Lord, the King of Confessors, * O come, let us worship.
Ant. The Lord, the King of Confessors, * O come, let us worship.
Kom, lad os juble for Herren, bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe. Lad os træde frem for ham med takkesang, bryde ud i lovsang til ham.
Ant. The Lord, the King of Confessors, * O come, let us worship.
For Herren er en stor Gud, en mægtig konge over alle guder. For Herren forkaster ikke sit folk. I hans hånd er jordens dybder, bjergenes tinder tilhører ham.
Ant. O come, let us worship.
Havet tilhører ham, for han skabte det, hans hænder formede landjorden. (knæfald) Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os, lad os falde på knæ for Herren, vor skaber, for han er vor Gud, og vi er hans folk, de får, han vogter.
Ant. The Lord, the King of Confessors, * O come, let us worship.
Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba, som den dag ved Massa i ørkenen, da jeres fædre udæskede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.
Ant. O come, let us worship.
I fyrre år følte jeg afsky for den slægt, og jeg sagde: De er et folk, der farer vild i deres hjerte, og de kender ikke mine veje. Så svor jeg i min vrede: De skal aldrig komme ind til min hvile.
Ant. The Lord, the King of Confessors, * O come, let us worship.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
Ant. O come, let us worship.
Ant. The Lord, the King of Confessors, * O come, let us worship.
|
Hymnus {ex Commune aut Festo}
Iste Conféssor Dómini, coléntes
Quem pie laudant pópuli per orbem,
Hac die lætus méruit suprémos
Laudis honóres.
Qui pius, prudens, húmilis, pudícus,
Sóbriam duxit sine labe vitam,
Donec humános animávit auræ
Spíritus artus.
Cujus ob præstans méritum, frequénter,
Ægra quæ passim jacuére membra,
Víribus morbi dómitis, salúti
Restituúntur.
Noster hinc illi chorus obsequéntem
Cóncinit laudem celebrésque palmas,
Ut piis ejus précibus juvémur
Omne per ævum.
Sit salus illi, decus atque virtus,
Qui, super cæli sólio corúscans,
Tótius mundi sériem gubérnat,
Trinus et unus.
Amen.
|
Hymn {from the Common or Feast}
This the confessor of the Lord, whose triumph
Now all the faithful celebrate, with gladness
On this feast day year by year receiveth
Merited honors.
Saintly and prudent, modest in behaviour,
Peaceful and sober, chaste was he, and lowly.
While that life’s vigour, coursing through his members,
Quickened his being.
Sick ones of old time, to his tomb resorting,
Sorely by ailments manifold afflicted,
Oft-times have welcomed health and strength returning,
At his petition.
Whence we in chorus gladly do him honour,
Chanting his praises with devout affection,
That in his merits we may have a portion,
Now and forever.
His be the glory, power and salvation,
Who over all things reigneth in the highest,
Earth’s mighty fabric ruling and directing,
Onely and Trinal.
Amen.
|
Psalmi cum lectionibus {Antiphonæ et Psalmi ex Psalterio secundum diem}
Nocturn I.
Ant. Dómine Deus, * in adjutórium meum inténde.
Psalmus 68 [1]
68:2 Salvum me fac, Deus: * quóniam intravérunt aquæ usque ad ánimam meam.
68:3 Infíxus sum in limo profúndi: * et non est substántia.
68:3 Veni in altitúdinem maris: * et tempéstas demérsit me.
68:4 Laborávi clamans, raucæ factæ sunt fauces meæ: * defecérunt óculi mei, dum spero in Deum meum.
68:5 Multiplicáti sunt super capíllos cápitis mei, * qui odérunt me gratis.
68:5 Confortáti sunt qui persecúti sunt me inimíci mei injúste: * quæ non rápui, tunc exsolvébam.
68:6 Deus, tu scis insipiéntiam meam: * et delícta mea a te non sunt abscóndita.
68:7 Non erubéscant in me qui exspéctant te, Dómine, * Dómine virtútum.
68:7 Non confundántur super me * qui quǽrunt te, Deus Israël.
68:8 Quóniam propter te sustínui oppróbrium: * opéruit confúsio fáciem meam.
68:9 Extráneus factus sum frátribus meis, * et peregrínus fíliis matris meæ.
68:10 Quóniam zelus domus tuæ comédit me: * et oppróbria exprobrántium tibi cecidérunt super me.
68:11 Et opérui in jejúnio ánimam meam: * et factum est in oppróbrium mihi.
68:12 Et pósui vestiméntum meum cilícium: * et factus sum illis in parábolam.
68:13 Advérsum me loquebántur, qui sedébant in porta: * et in me psallébant qui bibébant vinum.
68:13 Ego vero oratiónem meam ad te, Dómine: * tempus benepláciti, Deus.
68:14 In multitúdine misericórdiæ tuæ exáudi me, * in veritáte salútis tuæ:
68:15 Éripe me de luto, ut non infígar: * líbera me ab iis, qui odérunt me, et de profúndis aquárum.
68:16 Non me demérgat tempéstas aquæ, neque absórbeat me profúndum: * neque úrgeat super me púteus os suum.
68:17 Exáudi me, Dómine, quóniam benígna est misericórdia tua: * secúndum multitúdinem miseratiónum tuárum réspice in me.
68:18 Et ne avértas fáciem tuam a púero tuo: * quóniam tríbulor, velóciter exáudi me.
68:19 Inténde ánimæ meæ, et líbera eam: * propter inimícos meos éripe me.
68:20 Tu scis impropérium meum, et confusiónem meam, * et reveréntiam meam.
68:21 In conspéctu tuo sunt omnes qui tríbulant me: * impropérium exspectávit cor meum, et misériam.
68:21 Et sustínui qui simul contristarétur, et non fuit: * et qui consolarétur, et non invéni.
68:22 Et dedérunt in escam meam fel: * et in siti mea potavérunt me acéto.
68:23 Fiat mensa eórum coram ipsis in láqueum, * et in retributiónes, et in scándalum.
68:24 Obscuréntur óculi eórum ne vídeant: * et dorsum eórum semper incúrva.
68:25 Effúnde super eos iram tuam: * et furor iræ tuæ comprehéndat eos.
68:26 Fiat habitátio eórum desérta: * et in tabernáculis eórum non sit qui inhábitet.
68:27 Quóniam quem tu percussísti, persecúti sunt: * et super dolórem vúlnerum meórum addidérunt.
68:28 Appóne iniquitátem super iniquitátem eórum: * et non intrent in justítiam tuam.
68:29 Deleántur de libro vivéntium: * et cum justis non scribántur.
68:30 Ego sum pauper et dolens: * salus tua, Deus, suscépit me.
68:31 Laudábo nomen Dei cum cántico: * et magnificábo eum in laude:
68:32 Et placébit Deo super vítulum novéllum: * córnua producéntem et úngulas.
68:33 Vídeant páuperes et læténtur: * quǽrite Deum, et vivet ánima vestra.
68:34 Quóniam exaudívit páuperes Dóminus: * et vinctos suos non despéxit.
68:35 Laudent illum cæli et terra, * mare et ómnia reptília in eis.
68:36 Quóniam Deus salvam fáciet Sion: * et ædificabúntur civitátes Juda.
68:36 Et inhabitábunt ibi, * et hereditáte acquírent eam.
68:37 Et semen servórum ejus possidébit eam: * et qui díligunt nomen ejus, habitábunt in ea.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
|
Psalms with lections {Antiphons and psalms from the Psalter for the day of the week}
Nocturn I.
Ant. Make haste * O Lord God, to deliver me.
Psalm 68 [1]
68:2 Frels mig, Gud, * for vandet når mig til halsen,
68:3 Jeg er sunket i bundløst dynd * og kan ikke få fodfæste.
68:3 Jeg er kommet ud på det dybe vand, * strømmen skyller sammen over mig.
68:4 Jeg er udmattet af at råbe, min strube er blevet hæs, * mine øjne har stirret sig trætte af at vente på min Gud.
68:5 De, der hader mig uden grund, * er flere end hårene på mit hoved;
68:5 Mange vil gøre det af med mig, med urette er de mine fjender. * Det, jeg ikke har røvet, skal jeg alligevel levere tilbage.
68:6 Du kender min dårskab, Gud, * min skyld er ikke skjult for dig.
68:7 Lad ikke dem, der håber på dig, blive gjort til skamme ved mig, Herre, * Hærskarers Herre!
68:7 Lad ikke dem, der søger dig, * blive til spot ved mig, Israels Gud!
68:8 På grund af dig må jeg bære skændsel, * skamrødme dækker mit ansigt.
68:9 Jeg er blevet en fremmed for mine brødre, * en udlænding for min mors sønner.
68:10 Nidkærhed for dit hus fortærer mig, * og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.
68:11 Jeg græd og holdt faste, * men det hånede de mig for.
68:12 Jeg klædte mig i sæk, * og de sang spottesange om mig.
68:13 De, der sidder i porten, snakker om mig, * svirebrødrene synger nidviser om mig.
68:13 Men jeg beder til dig * i nådens tid, Herre,
68:14 Svar mig i din store trofasthed, Gud, * med din sikre hjælp!
68:15 Red mig op af dyndet, så jeg ikke synker til bunds, * red mig fra dem, der hader mig, og fra det dybe vand!
68:16 Lad ikke strømmen skylle sammen over mig, lad ikke dybet opsluge mig, * lad ikke brønden lukke sig over mig!
68:17 Svar mig, Herre, for din trofasthed er god, * vend dig til mig i din store barmhjertighed!
68:18 Skjul ikke dit ansigt for din tjener, * for jeg er i nød, svar mig i hast!
68:19 Kom mig nær og befri mig, * udfri mig fra mine fjender!
68:20 Du ved selv, hvor jeg bliver hånet, * hvor jeg bliver til spot og spe,
68:21 Du har alle mine fjender for øje; * deres hån har knust mit hjerte, det kan ikke læges.
68:21 Jeg håbede på medfølelse, * der var ingen, på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
68:22 De gav mig malurt at spise * og eddike til at slukke min tørst.
68:23 Lad deres bord blive en fælde, * en snare for dem i deres sorgløshed.
68:24 Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, * lad altid deres lænder ryste.
68:25 Udøs din vrede over dem, * lad din glødende harme nå dem!
68:26 Deres lejr skal blive øde, * ingen skal bo i deres telte.
68:27 For den, du har slået, forfølger de, * de øger smerten hos den, du har såret.
68:28 Føj skyld til deres skyld, * lad dem ikke få del i din retfærdighed!
68:29 Slet dem af livets bog, * de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!
68:30 Men jeg er hjælpeløs, jeg lider, * lad din hjælp beskytte mig, Gud!
68:31 Jeg vil lovprise Guds navn med sang * og ophøje ham med tak.
68:32 Det vil Herren hellere have end okser, * hellere end tyre med horn og klove.
68:33 Når de ydmyge ser det, skal de glæde sig, * I, der søger Gud, skal få nyt mod.
68:34 For Herren hører på de fattige, * han ringeagter ikke sine fangne.
68:35 Himmel og jord skal lovprise ham, * havene og alt, hvad der rører sig i dem.
68:36 For Gud frelser Zion * og opbygger Judas byer,
68:36 Så de kan bo der * og få landet i eje.
68:37 Det skal gå i arv til hans tjeneres børn, * de, der elsker hans navn, skal bo i det.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
|
Psalmus 69 [2]
69:2 Deus, in adjutórium meum inténde: * Dómine, ad adjuvándum me festína.
69:3 Confundántur et revereántur, * qui quǽrunt ánimam meam.
69:4 Avertántur retrórsum, et erubéscant, * qui volunt mihi mala.
69:4 Avertántur statim erubescéntes, * qui dicunt mihi: Euge, euge.
69:5 Exsúltent et læténtur in te omnes qui quǽrunt te, * et dicant semper: Magnificétur Dóminus: qui díligunt salutáre tuum.
69:6 Ego vero egénus, et pauper sum: * Deus, ádjuva me.
69:6 Adjútor meus, et liberátor meus es tu: * Dómine, ne moréris.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
Ant. Dómine Deus, in adjutórium meum inténde.
|
Psalm 69 [2]
69:2 Vær nådig, Gud, og red mig, * skynd dig til hjælp, Herre!
69:3 De, som stræber mig efter livet, * skal blive til spot og spe,
69:4 De, som vil min ulykke, * skal vige tilbage med vanære;
69:4 De, som siger: Ha, ha! * skal vige på grund af deres skændsel.
69:5 Men alle, der søger dig, skal fryde og glæde sig over dig, * og de, der elsker din frelse, skal altid sige: Gud er stor!
69:6 Jeg er hjælpeløs og fattig, * skynd dig at komme til mig, Gud!
69:6 Du er min hjælper og befrier, * tøv ikke, Herre!
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
Ant. Make haste O Lord God, to deliver me.
|
Ant. Esto mihi, * Dómine, in Deum protectórem.
Psalmus 70 [3]
70:1 In te, Dómine, sperávi, non confúndar in ætérnum: * in justítia tua líbera me, et éripe me.
70:2 Inclína ad me aurem tuam, * et salva me.
70:3 Esto mihi in Deum protectórem, et in locum munítum: * ut salvum me fácias,
70:3 Quóniam firmaméntum meum, * et refúgium meum es tu.
70:4 Deus meus, éripe me de manu peccatóris, * et de manu contra legem agéntis et iníqui:
70:5 Quóniam tu es patiéntia mea, Dómine: * Dómine, spes mea a juventúte mea.
70:6 In te confirmátus sum ex útero: * de ventre matris meæ tu es protéctor meus.
70:7 In te cantátio mea semper: * tamquam prodígium factus sum multis: et tu adjútor fortis.
70:8 Repleátur os meum laude, ut cantem glóriam tuam: * tota die magnitúdinem tuam.
70:9 Ne proícias me in témpore senectútis: * cum defécerit virtus mea, ne derelínquas me.
70:10 Quia dixérunt inimíci mei mihi: * et qui custodiébant ánimam meam, consílium fecérunt in unum.
70:11 Dicéntes: Deus derelíquit eum, persequímini, et comprehéndite eum: * quia non est qui erípiat.
70:12 Deus, ne elongéris a me: * Deus meus, in auxílium meum réspice.
70:13 Confundántur, et defíciant detrahéntes ánimæ meæ: * operiántur confusióne, et pudóre qui quǽrunt mala mihi.
70:14 Ego autem semper sperábo: * et adíciam super omnem laudem tuam.
70:15 Os meum annuntiábit justítiam tuam: * tota die salutáre tuum.
70:16 Quóniam non cognóvi litteratúram, introíbo in poténtias Dómini: * Dómine, memorábor justítiæ tuæ solíus.
70:17 Deus, docuísti me a juventúte mea: * et usque nunc pronuntiábo mirabília tua.
70:18 Et usque in senéctam et sénium: * Deus, ne derelínquas me,
70:18 Donec annúntiem brácchium tuum * generatióni omni, quæ ventúra est:
70:19 Poténtiam tuam, et justítiam tuam, Deus, usque in altíssima, quæ fecísti magnália: * Deus, quis símilis tibi?
70:20 Quantas ostendísti mihi tribulatiónes multas et malas: et convérsus vivificásti me: * et de abýssis terræ íterum reduxísti me:
70:21 Multiplicásti magnificéntiam tuam: * et convérsus consolátus es me.
70:22 Nam et ego confitébor tibi in vasis psalmi veritátem tuam: * Deus, psallam tibi in cíthara, Sanctus Israël.
70:23 Exsultábunt lábia mea cum cantávero tibi: * et ánima mea, quam redemísti.
70:24 Sed et lingua mea tota die meditábitur justítiam tuam: * cum confúsi et revériti fúerint, qui quærunt mala mihi.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
|
Ant. Be Thou my God * my protector.
Psalm 70 [3]
70:1 Hos dig, Herre, søger jeg tilflugt, lad mig aldrig blive gjort til skamme! * Red mig og befri mig i din retfærdighed,
70:2 Vend dit øre mod mig, * og frels mig!
70:3 Vær min tilflugts klippe, den borg, * hvor jeg finder redning.
70:3 For du er min klippe * og min borg.
70:4 Min Gud, red mig fra ugudeliges magt, * fra uretfærdiges og undertrykkeres hånd!
70:5 For du, Herre, er mit håb, * fra min ungdom var du min tilflugt, Herre,
70:6 Fra fødslen har jeg støttet mig til dig, * det var dig, der tog mig fra moders liv,
70:7 Min lovsang gælder altid dig. * For mange er jeg blevet et tegn, og du er min sikre tilflugt.
70:8 Min mund er fuld af lovsang til dig, jeg priser * din herlighed dagen lang.
70:9 Kast mig ikke bort, når jeg bliver gammel, * forlad mig ikke, når kræfterne svigter.
70:10 For mine fjender taler om mig, * de, som vogter på mig, lægger råd op sammen;
70:11 De siger: Gud har forladt ham. Efter ham, fang ham, * for ingen kan redde ham!
70:12 Gud, hold dig ikke borte fra mig, * min Gud, skynd dig til hjælp!
70:13 De, der anklager mig, skal blive til spot og spe, * skam og skændsel skal dække dem, der stræber efter min ulykke.
70:14 Men jeg bevarer altid håbet, * jeg bliver ved med at lovprise dig;
70:15 Min mund skal forkynde din retfærdighed, * din frelse dagen lang,
70:16 Jeg kender ikke dens grænser! Jeg vil komme og lovsynge Gud Herrens vælde, * jeg vil prise dig, kun du er retfærdig.
70:17 Gud, du har belært mig fra min ungdom, * og jeg beretter stadig om dine undere.
70:18 Forlad mig ikke, * Gud, når jeg bliver gammel og grå,
70:18 Så kan jeg berette om din styrke * til alle slægter, der kommer.
70:19 Din vælde og din retfærdighed når til himlen, Gud; du har gjort store ting, * hvem er som du, Gud?
70:20 Du lod mig opleve store og hårde trængsler; giv mig livet på ny, * løft mig op på ny fra jordens dyb!
70:21 Giv mig min storhed tilbage, * vend om, og trøst mig!
70:22 Da skal jeg takke dig med harpespil for din trofasthed, * min Gud, jeg vil lovsynge dig med citer, du Israels Hellige.
70:23 Mine læber skal juble, når jeg lovsynger dig, * og min sjæl, som du har udfriet, skal juble.
70:24 Ja, dagen lang skal min tunge forkynde din retfærdighed; * for de, der stræber efter min ulykke, bliver til spot og spe.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
|
Psalmus 71 [4]
71:2 Deus, judícium tuum regi da: * et justítiam tuam fílio regis:
71:2 Judicáre pópulum tuum in justítia, * et páuperes tuos in judício.
71:3 Suscípiant montes pacem pópulo: * et colles justítiam.
71:4 Judicábit páuperes pópuli, et salvos fáciet fílios páuperum: * et humiliábit calumniatórem.
71:5 Et permanébit cum sole, et ante lunam, * in generatióne et generatiónem.
71:6 Descéndet sicut plúvia in vellus: * et sicut stillicídia stillántia super terram.
71:7 Oriétur in diébus ejus justítia, et abundántia pacis: * donec auferátur luna.
71:8 Et dominábitur a mari usque ad mare: * et a flúmine usque ad términos orbis terrárum.
71:9 Coram illo prócident Æthíopes: * et inimíci ejus terram lingent.
71:10 Reges Tharsis, et ínsulæ múnera ófferent: * reges Árabum et Saba dona addúcent.
71:11 Et adorábunt eum omnes reges terræ: * omnes gentes sérvient ei:
71:12 Quia liberábit páuperem a poténte: * et páuperem, cui non erat adjútor.
71:13 Parcet páuperi et ínopi: * et ánimas páuperum salvas fáciet.
71:14 Ex usúris et iniquitáte rédimet ánimas eórum: * et honorábile nomen eórum coram illo.
71:15 Et vivet, et dábitur ei de auro Arábiæ, et adorábunt de ipso semper: * tota die benedícent ei.
71:16 Et erit firmaméntum in terra in summis móntium, superextollétur super Líbanum fructus ejus: * et florébunt de civitáte sicut fænum terræ.
71:17 Sit nomen ejus benedíctum in sǽcula: * ante solem pérmanet nomen ejus.
71:17 Et benedicéntur in ipso omnes tribus terræ: * omnes gentes magnificábunt eum.
71:18 Benedíctus Dóminus, Deus Israël, * qui facit mirabília solus:
71:19 Et benedíctum nomen majestátis ejus in ætérnum: * et replébitur majestáte ejus omnis terra: fiat, fiat.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
Ant. Esto mihi, Dómine, in Deum protectórem.
|
Psalm 71 [4]
71:2 Gud, overdrag dine domme til kongen, * din retfærd til kongesønnen,
71:2 Så han dømmer dit folk med retfærdighed * og dine hjælpeløse med retsindighed.
71:3 Bjergene skal bære fred for folket, * og højene retfærdighed.
71:4 Han skaffer folkets hjælpeløse ret, han hjælper de fattige * og knuser undertrykkerne.
71:5 Han skal leve, så længe solen og månen er til, * slægt efter slægt.
71:6 Som regnen falder på nyslåede enge, * som regndråber væder jorden,
71:7 Skal retfærdighed blomstre i hans dage og freden være stor, * til månen forgår.
71:8 Han skal herske fra hav til hav * og fra floden til jordens ender.
71:9 Hans modstandere skal falde på knæ for ham, * hans fjender skal slikke støv.
71:10 Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver, * Sabas og Sebas konger skal bringe tribut.
71:11 Alle konger skal kaste sig ned for ham, * alle folkeslag skal tjene ham.
71:12 Han redder den fattige, der råber om hjælp, * og den nødstedte, som ingen hjælper.
71:13 Han forbarmer sig over svage og fattige, * han redder de fattiges liv;
71:14 Fra undertrykkelse og vold udfrier han dem, * deres blod er dyrebart i hans øjne.
71:15 Gid han må leve og modtage af Sabas guld! De skal bestandig bede for ham, * velsigne ham dagen lang.
71:16 Gid der må være overflod af korn i landet, på bjergtoppene skal det bølge; som Libanon skal dets frugt modnes, * dets korn skal stå som græsset på marken.
71:17 Gid hans navn må leve for evigt, * så længe solen er til, skal hans navn vokse.
71:17 De skal velsigne sig i ham, * alle folk skal prise ham lykkelig.
71:18 Lovet være Gud Herren, Israels Gud, * han, som alene gør undere,
71:19 Og lovet være hans herlige navn i evighed! * Hans herlighed skal fylde hele jorden. Amen, amen.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
Ant. Be Thou my God my protector.
|
℣. Gaudébunt lábia mea cum cantávero tibi.
℟. Et ánima mea, quam redemísti.
|
℣. My lips shall be fain when I sing unto Thee.
℟. And my soul, which Thou hast redeemed.
|
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum quotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris:
℣. Et ne nos indúcas in tentatiónem:
℟. Sed líbera nos a malo.
Absolutio. Exáudi, Dómine Jesu Christe, preces servórum tuórum, et miserére nobis: Qui cum Patre et Spíritu Sancto vivis et regnas in sǽcula sæculórum. Amen.
|
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
℣. Og led os ikke i fristelse:
℟. Men fri os fra det onde.
Absolution. Herre Jesus Kristus, hør nådigt dine tjeneres bøn, og forbarm dig over os, Du som lever og råder med Faderen og Helligånden, fra evighed til evighed. Amen.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Benedictióne perpétua benedícat nos Pater ætérnus. Amen.
Lectio 1
De libro Génesis
Gen 4:1-7
1 Adam vero cognóvit uxórem suam Hevam, quæ concépit et péperit Cain, dicens: Possédi hóminem per Deum.
2 Rursúmque péperit fratrem ejus Abel. Fuit autem Abel pastor óvium, et Cain agrícola.
3 Factum est autem post multos dies ut offérret Cain de frúctibus terræ múnera Dómino.
4 Abel quoque óbtulit de primogénitis gregis sui, et de adípibus eórum: et respéxit Dóminus ad Abel, et ad múnera ejus.
5 Ad Cain vero, et ad múnera illíus non respéxit: iratúsque est Cain veheménter, et cóncidit vultus ejus.
6 Dixítque Dóminus ad eum: Quare irátus es? et cur cóncidit fácies tua?
7 Nonne si bene égeris, recípies: sin autem male, statim in fóribus peccátum áderit? sed sub te erit appetítus ejus, et tu domináberis illíus.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
℟. In princípio creávit Deus cælum, et terram, et fecit in ea hóminem,
* Ad imáginem et similitúdinem suam.
℣. Formávit ígitur Deus hóminem de limo terræ, et inspirávit in fáciem ejus spiráculum.
℟. Ad imáginem et similitúdinem suam.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Må den Evindelge Fader velsigne os med en evig velsignelse. Amen.
Reading 1
Lesson from the book of Genesis
Gen 4:1-7
1 And Adam knew Eve his wife: who conceived and brought forth Cain, saying: I have gotten a man through God.
2 And again she brought forth his brother Abel. And Abel was a shepherd, and Cain a husbandman.
3 And it came to pass after many days, that Cain offered, of the fruits of the earth, gifts to the Lord.
4 Abel also offered of the firstlings of his flock, and of their fat: and the Lord had respect to Abel, and to his offerings.
5 But to Cain and his offerings he had no respect: and Cain was exceedingly angry, and his countenance fell.
6 And the Lord said to him: Why art thou angry? and why is thy countenance fallen?
7 If thou do well, shalt thou not receive? but if ill, shall not sin forthwith be present at the door? but the lust thereof shall be under thee, and thou shalt have dominion over it.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
℟. In the beginning God created the heavens and the earth, wherein He made man also
* After His own image and likeness.
℣. So God formed man of the dust of the ground, and breathed into his face the breath of life.
℟. After His own image and likeness.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Unigénitus Dei Fílius nos benedícere et adjuváre dignétur. Amen.
Lectio 2
Gen 4:8-12
8 Dixítque Cain ad Abel fratrem suum: Egrediámur foras. Cumque essent in agro, consurréxit Cain advérsus fratrem suum Abel, et interfécit eum.
9 Et ait Dóminus ad Cain: Ubi est Abel frater tuus? Qui respóndit: Néscio: num custos fratris mei sum ego?
10 Dixítque ad eum: Quid fecísti? vox sánguinis fratris tui clamat ad me de terra.
11 Nunc ígitur maledíctus eris super terram, quæ apéruit os suum, et suscépit sánguinem fratris tui de manu tua.
12 Cum operátus fúeris eam, non dabit tibi fructus suos: vagus et prófugus eris super terram.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
℟. In princípio creávit Deus cælum et terram, et Spíritus Dei ferebátur super aquas:
* Et vidit Deus cuncta quæ fécerat, et erant valde bona.
℣. Igitur perfécti sunt cæli et terra, et omnis ornátus eórum.
℟. Et vidit Deus cuncta quæ fécerat, et erant valde bona.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Må Sønnen, den Enbårne, nådigt velsigne og bevare os. Amen.
Reading 2
Gen 4:8-12
8 And Cain said to Abel his brother: Let us go forth abroad. And when they were in the field, Cain rose up against his brother Abel, and slew him.
9 And the Lord said to Cain: Where is thy brother Abel? And he answered, I know not: am I my brother's keeper?
10 And he said to him: What hast thou done? the voice of thy brother's blood crieth to me from the earth.
11 Now, therefore, cursed shalt thou be upon the earth, which hath opened her mouth and received the blood of thy brother at thy hand,
12 When thou shalt till it, it shall not yield to thee its fruit: a fugitive and vagabond shalt thou be upon the earth.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
℟. In the beginning God created the heavens and the earth, and the Spirit of God moved upon the face of the waters.
* And God saw everything that He had made, and it was very good.
℣. Thus the heavens and the earth were finished, and all the hosts of them.
℟. And God saw everything that He had made, and it was very good.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Spíritus Sancti grátia illúminet sensus et corda nostra. Amen.
Lectio 3
Gen 4:13-16
13 Dixítque Cain ad Dóminum: Major est iníquitas mea, quam ut véniam mérear.
14 Ecce éicis me hódie a fácie terræ, et a fácie tua abscóndar, et ero vagus et prófugus in terra: omnis ígitur qui invénerit me, occídet me.
15 Dixítque ei Dóminus: Nequáquam ita fiet: sed omnis qui occíderit Cain, séptuplum puniétur. Posuítque Dóminus Cain signum, ut non interfíceret eum omnis qui invenísset eum.
16 Egressúsque Cain a fácie Dómini, habitávit prófugus in terra ad orientálem plagam Eden.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
℟. Formávit Dóminus hóminem de limo terræ,
* Et inspirávit in fáciem ejus spiráculum vitæ, et factus est homo in ánimam vivéntem.
℣. In princípio fecit Deus cælum et terram, et plasmávit in ea hóminem.
℟. Et inspirávit in fáciem ejus spiráculum vitæ, et factus est homo in ánimam vivéntem.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Et inspirávit in fáciem ejus spiráculum vitæ, et factus est homo in ánimam vivéntem.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Må Helligåndens nåde oplyse vore hjerter og sind. Amen.
Reading 3
Gen 4:13-16
13 And Cain said to the Lord: My iniquity is greater than that I may deserve pardon.
14 Behold thou dost cast me out this day from the face of the earth, and I shall be hidden from thy face, and I shall be a vagabond and a fugitive on the earth: everyone, therefore, that findeth me, shall kill me.
15 And the Lord said to him: No, it shall not be so: but whosoever shall kill Cain, shall be punished sevenfold. And the Lord set a mark upon Cain, that whosoever found him should not kill him.
16 And Cain went out from the face of the Lord, and dwelt as a fugitive on the earth, at the east side of Eden.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
℟. The Lord formed man of the dust of the ground
* And breathed into his face the breath of life, and man became a living soul.
℣. In the beginning God created the heavens and the earth, wherein He made man also.
℟. And breathed into his face the breath of life, and man became a living soul.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. And breathed into his face the breath of life, and man became a living soul.
|
Nocturn II.
Ant. Liberásti virgam * hereditátis tuæ.
Psalmus 72 [5]
72:1 Quam bonus Israël Deus, * his, qui recto sunt corde!
72:2 Mei autem pæne moti sunt pedes: * pæne effúsi sunt gressus mei.
72:3 Quia zelávi super iníquos, * pacem peccatórum videns.
72:4 Quia non est respéctus morti eórum: * et firmaméntum in plaga eórum.
72:5 In labóre hóminum non sunt, * et cum homínibus non flagellabúntur:
72:6 Ídeo ténuit eos supérbia, * opérti sunt iniquitáte et impietáte sua.
72:7 Pródiit quasi ex ádipe iníquitas eórum: * transiérunt in afféctum cordis.
72:8 Cogitavérunt, et locúti sunt nequítiam: * iniquitátem in excélso locúti sunt.
72:9 Posuérunt in cælum os suum: * et lingua eórum transívit in terra.
72:10 Ídeo convertétur pópulus meus hic: * et dies pleni inveniéntur in eis.
72:11 Et dixérunt: Quómodo scit Deus, * et si est sciéntia in excélso?
72:12 Ecce, ipsi peccatóres, et abundántes in sǽculo, * obtinuérunt divítias.
72:13 Et dixi: Ergo sine causa justificávi cor meum, * et lavi inter innocéntes manus meas:
72:14 Et fui flagellátus tota die, * et castigátio mea in matutínis.
72:15 Si dicébam: Narrábo sic: * ecce, natiónem filiórum tuórum reprobávi.
72:16 Existimábam ut cognóscerem hoc, * labor est ante me:
72:17 Donec intrem in Sanctuárium Dei: * et intéllegam in novíssimis eórum.
72:18 Verúmtamen propter dolos posuísti eis: * dejecísti eos dum allevaréntur.
72:19 Quómodo facti sunt in desolatiónem, súbito defecérunt: * periérunt propter iniquitátem suam.
72:20 Velut sómnium surgéntium, Dómine, * in civitáte tua imáginem ipsórum ad níhilum rédiges.
72:21 Quia inflammátum est cor meum, et renes mei commutáti sunt: * et ego ad níhilum redáctus sum, et nescívi.
72:23 Ut juméntum factus sum apud te: * et ego semper tecum.
72:24 Tenuísti manum déxteram meam: et in voluntáte tua deduxísti me, * et cum glória suscepísti me.
72:25 Quid enim mihi est in cælo? * et a te quid vólui super terram?
72:26 Defécit caro mea, et cor meum: * Deus cordis mei, et pars mea Deus in ætérnum.
72:27 Quia ecce, qui elóngant se a te, períbunt: * perdidísti omnes, qui fornicántur abs te.
72:28 Mihi autem adhærére Deo bonum est: * pónere in Dómino Deo spem meam:
72:28 Ut annúntiem omnes prædicatiónes tuas, * in portis fíliæ Sion.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
|
Nocturn II.
Ant. Thou hast redeemed the rod * of Thine inheritance.
Psalm 72 [5]
72:1 Gud er god mod Israel, * mod de rene af hjertet.
72:2 Men jeg var nær snublet, * mine fødder var nær ved at glide,
72:3 For jeg harmedes over de overmodige, * jeg måtte se de ugudeliges lykke.
72:4 De lider ingen kvaler, * deres krop er sund og fed.
72:5 De har ingen del i menneskers nød, * de bliver ikke ramt som andre mennesker.
72:6 Derfor er hovmod deres halssmykke, * vold er den dragt, de hyller sig i.
72:7 Deres synd kommer fra deres indre, * hjertets tanker trænger sig frem.
72:8 De håner og taler ondt, * fra det høje truer de med undertrykkelse.
72:9 De vender deres mund mod himlen, * deres tunge færdes på jorden.
72:10 Derfor vender hans folk sig til dem * og suger vand i fulde drag.
72:11 Og de siger: Hvordan skulle Gud få det at vide? * Mon den Højeste har indsigt?
72:12 Se, sådan er de ugudelige, evigt trygge * øger de deres rigdom.
72:13 Til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent * og vaskede i uskyld mine hænder;
72:14 Jeg blev dog ramt dagen lang * og tugtet hver morgen.
72:15 Ville jeg sige: Jeg vil tale som de, * da var jeg troløs mod dine børns slægt.
72:16 Jeg tænkte efter for at forstå det, * det var en uret i mine øjne,
72:17 Indtil jeg kom til Guds helligdom * og gav agt på deres endeligt.
72:18 Ja, du stiller dem på glatte veje, * du lader dem falde i fordærv.
72:19 Så hurtigt de går til grunde! De omkommer, * de bliver tilintetgjort af rædsler.
72:20 Som en drøm, når man vågner, Herre, * når man står op, ringeagter man dens billede.
72:21 Dengang mit hjerte var bittert, og det nagede mig i mit indre, * var jeg et uforstandigt fæ,
72:23 En stud var jeg over for dig. * Men nu er jeg altid hos dig,
72:24 Min højre hånd holder du fast. Du leder mig med dit råd, * du fører mig til herlighed.
72:25 Hvem har jeg ellers i himlen? * Hos dig ønsker jeg intet på jorden.
72:26 Om end min krop og mit hjerte forgår, * så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod.
72:27 For de, der er fjernt fra dig, går til grunde, * du tilintetgør alle, der er dig utro.
72:28 Men at være Gud nær er min lykke, * jeg tager min tilflugt til Gud Herren,
72:28 Så jeg kan fortælle om alle dine gerninger, * i Zions datters porte.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
|
Psalmus 73 [6]
73:1 Ut quid, Deus, repulísti in finem: * irátus est furor tuus super oves páscuæ tuæ?
73:2 Memor esto congregatiónis tuæ, * quam possedísti ab inítio.
73:2 Redemísti virgam hereditátis tuæ: * mons Sion, in quo habitásti in eo.
73:3 Leva manus tuas in supérbias eórum in finem: * quanta malignátus est inimícus in sancto!
73:4 Et gloriáti sunt qui odérunt te: * in médio solemnitátis tuæ.
73:5 Posuérunt signa sua, signa: * et non cognovérunt sicut in éxitu super summum.
73:6 Quasi in silva lignórum secúribus excidérunt jánuas ejus in idípsum: * in secúri et áscia dejecérunt eam.
73:7 Incendérunt igni Sanctuárium tuum: * in terra polluérunt tabernáculum nóminis tui.
73:8 Dixérunt in corde suo cognátio eórum simul: * Quiéscere faciámus omnes dies festos Dei a terra.
73:9 Signa nostra non vídimus, jam non est prophéta: * et nos non cognóscet ámplius.
73:10 Úsquequo, Deus, improperábit inimícus: * irrítat adversárius nomen tuum in finem?
73:11 Ut quid avértis manum tuam, et déxteram tuam, * de médio sinu tuo in finem?
73:12 Deus autem Rex noster ante sǽcula: * operátus est salútem in médio terræ.
73:13 Tu confirmásti in virtúte tua mare: * contribulásti cápita dracónum in aquis.
73:14 Tu confregísti cápita dracónis: * dedísti eum escam pópulis Æthíopum.
73:15 Tu dirupísti fontes, et torréntes: * tu siccásti flúvios Ethan.
73:16 Tuus est dies, et tua est nox: * tu fabricátus es auróram et solem.
73:17 Tu fecísti omnes términos terræ: * æstátem et ver tu plasmásti ea.
73:18 Memor esto hujus, inimícus improperávit Dómino: * et pópulus insípiens incitávit nomen tuum.
73:19 Ne tradas béstiis ánimas confiténtes tibi, * et ánimas páuperum tuórum ne obliviscáris in finem.
73:20 Réspice in testaméntum tuum: * quia repléti sunt, qui obscuráti sunt terræ dómibus iniquitátum.
73:21 Ne avertátur húmilis factus confúsus: * pauper et inops laudábunt nomen tuum.
73:22 Exsúrge, Deus, júdica causam tuam: * memor esto improperiórum tuórum, eórum quæ ab insipiénte sunt tota die.
73:23 Ne obliviscáris voces inimicórum tuórum: * supérbia eórum, qui te odérunt, ascéndit semper.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
Ant. Liberásti virgam hereditátis tuæ.
|
Psalm 73 [6]
73:1 Hvorfor har du forstødt os for evigt, Gud, * hvorfor flammer din vrede op mod de får, du vogter?
73:2 Husk din menighed, * som du vandt i gamle dage,
73:2 De stammer, du løskøbte til ejendom, * Zions bjerg, hvor du tog bolig.
73:3 Ret dine skridt mod de endeløse ruiner, * alt har fjenden ødelagt i helligdommen!
73:4 Dine fjender brølede * på dit åbenbaringssted,
73:5 De opstillede deres bannere som tegn. * Det så ud, som når man løfter
73:6 Økser i skovens tætte krat, * da de med økser og brækjern sønderslog alt det udskårne træværk.
73:7 De stak ild på din helligdom, * de vanærede dit navns bolig helt til grunden.
73:8 De tænkte: Vi underkuer dem alle. * De brændte alle Guds åbenbaringssteder i landet.
73:9 Vore egne tegn ser vi ikke, der er ikke mere nogen profet, * ingen blandt os ved, hvor længe det skal vare.
73:10 Hvor længe, Gud, skal fjenden spotte * og modstanderen vedblive at håne dit navn?
73:11 Hvorfor trækker du din hånd tilbage og holder din højre * skjult i kappefolden?
73:12 Gud er min konge fra ældgammel tid, * han, som gjorde frelsesgerninger på jorden.
73:13 Du bragte havet i oprør i din styrke * og knuste dragehovederne på vandet.
73:14 Du knuste Livjatans hoveder * og gav dem som føde til havets fisk.
73:15 Du brød vej for kilde og bæk, * du udtørrede vandfyldte strømme.
73:16 Din er dagen, din er natten, * du har givet solen og månen deres plads.
73:17 Du har fastlagt landjordens grænser, * sommer og vinter har du skabt.
73:18 Husk dette, Herre: Fjenden spotter, * et tåbeligt folk håner dit navn.
73:19 Giv ikke din dues liv til vilddyr, * glem ikke for evigt dine hjælpeløses liv!
73:20 Husk på pagten! * For landets mørke er fuldt af stønnen og vold.
73:21 Den undertrykte skal ikke vige i skændsel; * den hjælpeløse og fattige skal lovprise dit navn.
73:22 Rejs dig, Gud, og før din sag! * Husk, at tåben spotter dig dagen lang!
73:23 Glem ikke dine fjenders råb, * dine modstanderes larm, der stadig rejser sig.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
Ant. Thou hast redeemed the rod of Thine inheritance.
|
Ant. Et invocábimus * nomen tuum, Dómine.
Psalmus 74 [7]
74:2 Confitébimur tibi, Deus: * confitébimur, et invocábimus nomen tuum.
74:3 Narrábimus mirabília tua: * cum accépero tempus, ego justítias judicábo.
74:4 Liquefácta est terra, et omnes qui hábitant in ea: * ego confirmávi colúmnas ejus.
74:5 Dixi iníquis: Nolíte iníque ágere: * et delinquéntibus: Nolíte exaltáre cornu:
74:6 Nolíte extóllere in altum cornu vestrum: * nolíte loqui advérsus Deum iniquitátem.
74:7 Quia neque ab Oriénte, neque ab Occidénte, neque a desértis móntibus: * quóniam Deus judex est.
74:8 Hunc humíliat, et hunc exáltat: * quia calix in manu Dómini vini meri plenus misto.
74:9 Et inclinávit ex hoc in hoc: verúmtamen fæx ejus non est exinaníta: * bibent omnes peccatóres terræ.
74:10 Ego autem annuntiábo in sǽculum: * cantábo Deo Jacob.
74:11 Et ómnia córnua peccatórum confríngam: * et exaltabúntur córnua justi.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
|
Ant. And we will call * upon Thy name, O Lord.
Psalm 74 [7]
74:2 Vi takker dig, Gud, * vi takker dig, vi påkalder dit navn
74:3 Og fortæller om dine undere. * På det tidspunkt, jeg fastsætter, fælder jeg retfærdig dom.
74:4 Når jorden og alle dens beboere ryster, * holder jeg dens søjler på plads.
74:5 Jeg siger til de overmodige: Vær ikke overmodige, * og til de ugudelige: Løft ikke hornet!
74:6 Løft ikke jeres horn mod himlen, * tal ikke frækt med knejsende nakke!
74:7 Ingen fra øst eller vest og ingen fra ørkenen kan ophøje nogen. * For det er Gud, der er dommer,
74:8 Den ene ydmyger han, den anden ophøjer han. * For Herren har et bæger i hånden med brusende, velblandet vin,
74:9 Og han skænker af den, selv bærmen * drikker alle jordens ugudelige.
74:10 For evigt vil jeg fortælle * og synge om Jakobs Gud.
74:11 Alle de uretfærdiges horn hugger jeg af, * men de retfærdiges horn skal løfte sig.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
|
Psalmus 75 [8]
75:2 Notus in Judǽa Deus: * in Israël magnum nomen ejus.
75:3 Et factus est in pace locus ejus: * et habitátio ejus in Sion.
75:4 Ibi confrégit poténtias árcuum, * scutum, gládium, et bellum.
75:5 Illúminans tu mirabíliter a móntibus ætérnis: * turbáti sunt omnes insipiéntes corde.
75:6 Dormiérunt somnum suum: * et nihil invenérunt omnes viri divitiárum in mánibus suis.
75:7 Ab increpatióne tua, Deus Jacob, * dormitavérunt qui ascendérunt equos.
75:8 Tu terríbilis es, et quis resístet tibi? * ex tunc ira tua.
75:9 De cælo audítum fecísti judícium: * terra trémuit et quiévit,
75:10 Cum exsúrgeret in judícium Deus, * ut salvos fáceret omnes mansuétos terræ.
75:11 Quóniam cogitátio hóminis confitébitur tibi: * et relíquiæ cogitatiónis diem festum agent tibi.
75:12 Vovéte, et réddite Dómino, Deo vestro: * omnes, qui in circúitu ejus affértis múnera.
75:13 Terríbili et ei qui aufert spíritum príncipum, * terríbili apud reges terræ.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
Ant. Et invocábimus nomen tuum, Dómine.
|
Psalm 75 [8]
75:2 I Juda giver Gud sig til kende, * i Israel er hans navn stort.
75:3 Han fik sin hytte i Salem, * sin bolig på Zion.
75:4 Dér brækkede han buens gloende pile, * skjold og sværd og krigsmagt.
75:5 Frygtindgydende er du, mægtigere end de evige bjerge. * De overmodige blev udplyndret
75:6 Og sank hen i søvn, * ingen kriger kunne løfte en hånd.
75:7 Ved din trussel, Jakobs Gud, * faldt både hest og rytter i afmagt.
75:8 Frygtindgydende er du, hvem kan holde stand mod dig, * når du er vred?
75:9 Fra himlen forkyndte du dommen; * jorden blev angst og faldt til føje,
75:10 Da Gud rejste sig til dom * for at frelse alle landets ydmyge.
75:11 Jorden skal se det og prise dig, * de, der blev tilbage, skal se det og fejre dig.
75:12 Aflæg løfter til Herren, jeres Gud, og indfri dem, * alle, der omgiver ham, skal frembære gaver
75:13 Til den frygtindgydende. Han kuer fyrsters vrede, * frygtindgydende er han for jordens konger.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
Ant. And we will call upon Thy name, O Lord.
|
℣. Gaudébunt lábia mea cum cantávero tibi.
℟. Et ánima mea, quam redemísti.
|
℣. My lips shall be fain when I sing unto Thee.
℟. And my soul, which Thou hast redeemed.
|
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum quotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris:
℣. Et ne nos indúcas in tentatiónem:
℟. Sed líbera nos a malo.
Absolutio. Ipsíus píetas et misericórdia nos ádjuvet, qui cum Patre et Spíritu Sancto vivit et regnat in sǽcula sæculórum. Amen.
|
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
℣. Og led os ikke i fristelse:
℟. Men fri os fra det onde.
Absolution. Må hans kærlige mildhed og nåde være os til hjælp. May His loving-kindness and mercy help us, Du som lever og råder med Faderen og Helligånden, i al evighed. Amen.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Deus Pater omnípotens sit nobis propítius et clemens. Amen.
Lectio 4
Petrus Nolascus, Recáudi prope Carcasonam in Gállia nobili genere natus, singulari erga próximum caritate excelluit. Cujus virtútis præsagium fuit, quod, cum adhuc in cunábulis vagiret infans, exámen apum ad eum convolávit et favum mellis in ejus déxtera construxit. Adoléscens paréntibus orbatus, Albigensium hæresim, quæ tunc in Gállia grassabátur, éxsecrans, divéndito patrimonio, in Hispániam secessit; et apud beátam Vírginem montis Serráti votum, quo pridem se obstrinxerat, exsolvit. Tum Barcinonam pergens, cum Christi fidelibus ab hostium servitute rediméndis omnem pecúniam consumpsísset, seípsum pro iis liberandis venum ire, aut in illórum víncula súffici cúpere dictitabat.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
℟. Honéstum fecit illum Dóminus, et custodívit eum ab inimícis, et a seductóribus tutávit illum:
* Et dedit illi claritátem ætérnam.
℣. Justum dedúxit Dóminus per vias rectas, et osténdit illi regnum Dei.
℟. Et dedit illi claritátem ætérnam.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Må Gud Fader Almægtig, være os skånsom og nådig. Amen.
Reading 4
Peter Nolasco was born of noble parents at Recaudun near Carcassonne in France about the year 1189, and is chiefly distinguished for his great love toward his neighbour. It was considered a foreshadowing of this virtue, that when he was a little child in his cradle, a swarm of bees settled on his right hand, and began to make an honey-comb there. He lost his parents while still young, and in consequence of his horror of the Albigensian heresy, with which France was then plagued, he sold his property there and emigrated to Spain. Here he first discharged a vow which he had made at the sanctuary of the Blessed Virgin of Monserrat, and afterwards went to Barcelona. Here he was so affected by the miserable state of the Christians who were in slavery to the Moors, that he expended his whole fortune in ransoming as many of them as possible, and used to say that he wished he could be sold himself to ransom more, or could himself change places with them.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
℟. The Lord made him honourable, and defended him from his enemies, and kept him safe from those that lay in wait for him;
* And gave him perpetual glory.
℣. He went down with him into the pit, and left him not in bonds.
℟. And gave him perpetual glory.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Christus perpétuæ det nobis gáudia vitæ. Amen.
Lectio 5
Quam grátum Deo fúerit hoc sancti viri desidérium, súbsequens declarávit eventus; nam noctu oranti, et de Christianórum in captivitáte degéntium subsidio multa animo volvénti beáta Virgo apparens, Fílio suo sibíque acceptíssimum fore suggessit, si ad sui honórem religiosórum ordo instituerétur, quibus præcipue esset cura captivos ab infidelium tyrannide liberare. Huic cælésti mónito íllico obtemperans, una cum sancto Raymundo de Péñafort, et Jacobo primo, rege Aragoniæ, de eádem re a Dei Genitrice ipsa nocte præmónitis, religiónem beátæ Maríæ de Mercede redemptiónis captivórum instituit; sodálibus suis quarto voto obstrictis, manéndi in pignus sub paganórum potestate, si pro Christianórum liberatióne opus fúerit.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
℟. Amávit eum Dóminus, et ornávit eum: stolam glóriæ índuit eum,
* Et ad portas paradísi coronávit eum.
℣. Índuit eum Dóminus lorícam fídei, et ornávit eum.
℟. Et ad portas paradísi coronávit eum.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Må Kristus os evig give, i glæde at leve. Amen.
Reading 5
It came to pass that God showed how agreeable to Him was the charitable zeal of Peter. One night when he was praying, and his mind was much exercised on the means of succouring the enslaved Christians, the Blessed Virgin appeared to him in a vision, and gave him to understand that it would be most pleasing to her Son and herself, if he would found in her honour an order of religious men, whose chief duty it should be to effect the redemption of Christian bondsmen out of the hand of the unbelievers. In conformity to this revelation, which had likewise on the same night been made to St. Raymond de Penafort and King James I. of Aragon, he founded the Religious Order of the Blessed Mary of Ransom, for the redemption of captives. The members of this order add a fourth vow to the three essential ones of Poverty, Chastity, and Obedience, namely, that they will be ready if need be to remain as hostages in 'the hand of the unbelievers for the liberation of others.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
℟. The Lord loved him and beautified him; He clothed him with a robe of glory,
* And crowned him at the gates of Paradise.
℣. The Lord hath put on him the breast-plate of faith, and hath adorned him.
℟. And crowned him at the gates of Paradise.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Ignem sui amóris accéndat Deus in córdibus nostris. Amen.
Lectio 6
Edito virginitátis voto, illibatam perpetuo castitátem servávit. Patiéntia, humilitate, abstinéntia, ceterisque virtútibus mirabíliter enituit. Prophetíæ dono illustris, futura prædixit; inter quæ maxime celebrátur, quod Jacobus rex Valéntiam a Mauris occupatam expugnáverit, accepta prius ab eo obtinendæ victóriæ securitate. Angeli Custodis ac Deíparæ Vírginis frequénti apparitióne recreabátur. Senio tandem confectus, de imminénti morte certior factus, in morbum íncidit, sanctisque refectus sacramentis, fratres suos ad caritátem erga captivos cohortatus, et Psalmum, Confitébor tibi, Dómine, in toto corde meo, devotíssime récitans, ad illa verba, Redemptiónem misit Dóminus pópulo suo, spíritum Deo réddidit media nocte Vigíliæ Nativitátis Dómini, anno millesimo ducentésimo quinquagesimo sexto. Ejus autem festum Alexander septimus ad universam exténdit Ecclésiam.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
℟. Iste homo perfécit ómnia quæ locútus est ei Deus, et dixit ad eum: Ingrédere in réquiem meam:
* Quia te vidi justum coram me ex ómnibus géntibus.
℣. Iste est, qui contémpsit vitam mundi, et pervénit ad cæléstia regna.
℟. Quia te vidi justum coram me ex ómnibus géntibus.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Quia te vidi justum coram me ex ómnibus géntibus.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Må Gud ild i vore hjerter tænde, kærlighed for Ham at brænde. Amen.
Reading 6
After he took the vow of virginity he remained with his purity quite unsullied all his life, and was at the same time a bright pattern of long-suffering, lowliness, temperance, and other virtues. God was pleased to adorn him with the gift of Prophecy, whereby he foretold things to come. Among others, he prophesied to King James that he would take the city of Valencia from the Moors, which he afterwards did. He was refreshed by frequent apparitions of his Guardian Angel and of the Virgin Mother of God. He had lived to a great age, when being quite worn out, and falling into a grievous sickness, he perceived that his end was at hand. He then received the holy Sacraments, and, gathering his brethren around him, exhorted them for the last time to show pity to slaves. After this he began to repeat with great emotion the ex. Psalm, I will praise thee, O Lord, with my whole heart, and when he had uttered the words He sent redemption unto His people, he resigned his soul to God. This happened at midnight between the 23rd and 24th of December, 1256. Alexander VII. ordered that his feast should be celebrated on the 31st of January.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
℟. This is he which did according unto all that God commanded him; and God said unto him: Enter thou into My rest,
* For thee have I seen righteous before Me among all people.
℣. This is he which loved not his life in this world, and is come unto an everlasting kingdom.
℟. For thee have I seen righteous before Me among all people.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. For thee have I seen righteous before Me among all people.
|
Nocturn III.
Ant. Tu es Deus * qui facis mirabília.
Psalmus 76 [9]
76:2 Voce mea ad Dóminum clamávi: * voce mea ad Deum, et inténdit mihi.
76:3 In die tribulatiónis meæ Deum exquisívi, mánibus meis nocte contra eum: * et non sum decéptus.
76:4 Rénuit consolári ánima mea, * memor fui Dei, et delectátus sum, et exercitátus sum: et defécit spíritus meus.
76:5 Anticipavérunt vigílias óculi mei: * turbátus sum, et non sum locútus.
76:6 Cogitávi dies antíquos: * et annos ætérnos in mente hábui.
76:7 Et meditátus sum nocte cum corde meo, * et exercitábar, et scopébam spíritum meum.
76:8 Numquid in ætérnum proíciet Deus: * aut non appónet ut complacítior sit adhuc?
76:9 Aut in finem misericórdiam suam abscíndet, * a generatióne in generatiónem?
76:10 Aut obliviscétur miseréri Deus? * aut continébit in ira sua misericórdias suas?
76:11 Et dixi: Nunc cœpi: * hæc mutátio déxteræ Excélsi.
76:12 Memor fui óperum Dómini: * quia memor ero ab inítio mirabílium tuórum.
76:13 Et meditábor in ómnibus opéribus tuis: * et in adinventiónibus tuis exercébor.
76:14 Deus, in sancto via tua: quis Deus magnus sicut Deus noster? * tu es Deus qui facis mirabília.
76:15 Notam fecísti in pópulis virtútem tuam: * redemísti in brácchio tuo pópulum tuum, fílios Jacob et Joseph.
76:17 Vidérunt te aquæ, Deus, vidérunt te aquæ: * et timuérunt, et turbátæ sunt abýssi.
76:18 Multitúdo sónitus aquárum: * vocem dedérunt nubes.
76:18 Étenim sagíttæ tuæ tránseunt: * vox tonítrui tui in rota.
76:19 Illuxérunt coruscatiónes tuæ orbi terræ: * commóta est, et contrémuit terra.
76:20 In mari via tua, et sémitæ tuæ in aquis multis: * et vestígia tua non cognoscéntur.
76:21 Deduxísti sicut oves pópulum tuum, * in manu Móysi et Aaron.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
|
Nocturn III.
Ant. Thou art the God * That doest wonders.
Psalm 76 [9]
76:2 Jeg råber højt til Gud om hjælp; * jeg råber højt til Gud, han skal høre mig.
76:3 På nødens dag søger jeg Herren, * utrætteligt rækker jeg min hånd frem om natten,
76:4 Min sjæl lader sig ikke trøste. * Når jeg husker på Gud, må jeg sukke, og tænker jeg efter, svigter mit mod.
76:5 Du holder mine øjenlåg åbne, * jeg er urolig og kan ikke tale.
76:6 Jeg mindes fortids dage, * jeg husker længst forgangne år.
76:7 Om natten grunder jeg på det, * jeg tænker efter og ransager mig selv.
76:8 Forstøder Herren for al evighed? * Vil han ikke længere vise nåde?
76:9 Er hans troskab forbi for evigt? * Lyder hans ord aldrig mere?
76:10 Har Gud glemt at være nådig? * Holder han i vrede sin barmhjertighed tilbage?
76:11 Jeg siger: Det er mig en smerte, * at den Højestes højre hånd ikke er den samme.
76:12 Jeg vil nævne Herrens gerninger, * for jeg husker dine undere i fortiden;
76:13 Jeg grunder over hele dit værk, * jeg tænker over alle dine gerninger.
76:14 Gud, du handler i hellighed; hvilken gud er stor som Gud? * Du er den Gud, der gør undere,
76:15 Du viste folkene din styrke; * du udfriede dit folk med din arm, Jakobs og Josefs børn.
76:17 Vandet så dig, Gud, vandet så dig * og bævede, ja, det store dyb skælvede.
76:18 Skyerne sendte strømme af vand, * skymasserne lod deres stemme lyde,
76:18 Ja, dine pile fløj til alle sider.* Din torden lød som vognhjul,
76:19 Lynene oplyste verden, * jorden rystede og skælvede.
76:20 Din vej gik gennem havet, dine stier gennem de vældige vande, * og dine spor var ikke at se.
76:21 Du førte dit folk som en fåreflok * ved Moses' og Arons hånd.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
|
Psalmus 77 [10]
77:1 Atténdite, pópule meus, legem meam: * inclináte aurem vestram in verba oris mei.
77:2 Apériam in parábolis os meum: * loquar propositiónes ab inítio.
77:3 Quanta audívimus et cognóvimus ea: * et patres nostri narravérunt nobis.
77:4 Non sunt occultáta a fíliis eórum: * in generatióne áltera.
77:4 Narrántes laudes Dómini, et virtútes ejus: * et mirabília ejus, quæ fecit.
77:5 Et suscitávit testimónium in Jacob: * et legem pósuit in Israël.
77:5 Quanta mandávit pátribus nostris nota fácere ea fíliis suis: * ut cognóscat generátio áltera.
77:6 Fílii qui nascéntur, et exsúrgent, * et narrábunt fíliis suis.
77:7 Ut ponant in Deo spem suam, et non obliviscántur óperum Dei: * et mandáta ejus exquírant.
77:8 Ne fiant sicut patres eórum: * generátio prava et exásperans.
77:8 Generátio, quæ non diréxit cor suum: * et non est créditus cum Deo spíritus ejus.
77:9 Fílii Ephrem intendéntes et mitténtes arcum: * convérsi sunt in die belli.
77:10 Non custodiérunt testaméntum Dei: * et in lege ejus noluérunt ambuláre.
77:11 Et oblíti sunt benefactórum ejus: * et mirabílium ejus quæ osténdit eis.
77:12 Coram pátribus eórum fecit mirabília in terra Ægýpti: * in campo Táneos.
77:13 Interrúpit mare, et perdúxit eos: * et státuit aquas quasi in utre.
77:14 Et dedúxit eos in nube diéi: * et tota nocte in illuminatióne ignis.
77:15 Interrúpit petram in erémo: * et adaquávit eos velut in abýsso multa.
77:16 Et edúxit aquam de petra: * et dedúxit tamquam flúmina aquas.
77:17 Et apposuérunt adhuc peccáre ei: * in iram excitavérunt Excélsum in inaquóso.
77:18 Et tentavérunt Deum in córdibus suis, * ut péterent escas animábus suis.
77:19 Et male locúti sunt de Deo: * dixérunt: Numquid póterit Deus paráre mensam in desérto?
77:20 Quóniam percússit petram, et fluxérunt aquæ: * et torréntes inundavérunt.
77:20 Numquid et panem póterit dare, * aut paráre mensam pópulo suo?
77:21 Ídeo audívit Dóminus, et dístulit: * et ignis accénsus est in Jacob, et ira ascéndit in Israël.
77:22 Quia non credidérunt in Deo: * nec speravérunt in salutári ejus:
77:23 Et mandávit núbibus désuper: * et jánuas cæli apéruit.
77:24 Et pluit illis manna ad manducándum: * et panem cæli dedit eis.
77:25 Panem Angelórum manducávit homo, * cibária misit eis in abundántia.
77:26 Tránstulit Austrum de cælo: * et indúxit in virtúte sua Áfricum.
77:27 Et pluit super eos sicut púlverem carnes: * et sicut arénam maris volatília pennáta.
77:28 Et cecidérunt in médio castrórum eórum: * circa tabernácula eórum.
77:29 Et manducavérunt, et saturáti sunt nimis, et desidérium eórum áttulit eis: * non sunt fraudáti a desidério suo.
77:30 Adhuc escæ eórum erant in ore ipsórum: * et ira Dei ascéndit super eos.
77:31 Et occídit pingues eórum, * et eléctos Israël impedívit.
77:32 In ómnibus his peccavérunt adhuc: * et non credidérunt in mirabílibus ejus.
77:33 Et defecérunt in vanitáte dies eórum: * et anni eórum cum festinatióne.
77:34 Cum occíderet eos, quærébant eum: * et revertebántur, et dilúculo veniébant ad eum.
77:35 Et rememoráti sunt quia Deus adjútor est eórum: * et Deus excélsus redémptor eórum est.
77:36 Et dilexérunt eum in ore suo, * et lingua sua mentíti sunt ei.
77:37 Cor autem eórum non erat rectum cum eo: * nec fidéles hábiti sunt in testaménto ejus.
77:38 Ipse autem est miséricors, et propítius fiet peccátis eórum: * et non dispérdet eos.
77:38 Et abundávit ut avérteret iram suam: * et non accéndit omnem iram suam:
77:39 Et recordátus est quia caro sunt: * spíritus vadens et non rédiens.
77:40 Quóties exacerbavérunt eum in desérto, * in iram concitavérunt eum in inaquóso?
77:41 Et convérsi sunt, et tentavérunt Deum: * et Sanctum Israël exacerbavérunt.
77:42 Non sunt recordáti manus ejus, * die qua redémit eos de manu tribulántis.
77:43 Sicut pósuit in Ægýpto signa sua, * et prodígia sua in campo Táneos.
77:44 Et convértit in sánguinem flúmina eórum: * et imbres eórum, ne bíberent.
77:45 Misit in eos cœnomyíam, et comédit eos: * et ranam, et dispérdidit eos.
77:46 Et dedit ærúgini fructus eórum: * et labóres eórum locústæ.
77:47 Et occídit in grándine víneas eórum: * et moros eórum in pruína.
77:48 Et trádidit grándini juménta eórum: * et possessiónem eórum igni.
77:49 Misit in eos iram indignatiónis suæ: * indignatiónem, et iram, et tribulatiónem: immissiónes per ángelos malos.
77:50 Viam fecit sémitæ iræ suæ, non pepércit a morte animábus eórum: * et juménta eórum in morte conclúsit.
77:51 Et percússit omne primogénitum in terra Ægýpti: * primítias omnis labóris eórum in tabernáculis Cham.
77:52 Et ábstulit sicut oves pópulum suum: * et perdúxit eos tamquam gregem in desérto.
77:53 Et dedúxit eos in spe, et non timuérunt: * et inimícos eórum opéruit mare.
77:54 Et indúxit eos in montem sanctificatiónis suæ: * montem, quem acquisívit déxtera ejus.
77:54 Et ejécit a fácie eórum gentes: * et sorte divísit eis terram in funículo distributiónis.
77:55 Et habitáre fecit in tabernáculis eórum: * tribus Israël.
77:56 Et tentavérunt, et exacerbavérunt Deum excélsum: * et testimónia ejus non custodiérunt.
77:57 Et avertérunt se, et non servavérunt pactum: * quemádmodum patres eórum convérsi sunt in arcum pravum.
77:58 In iram concitavérunt eum in cóllibus suis: * et in sculptílibus suis ad æmulatiónem eum provocavérunt.
77:59 Audívit Deus, et sprevit: * et ad níhilum redégit valde Israël.
77:60 Et répulit tabernáculum Silo: * tabernáculum suum, ubi habitávit in homínibus.
77:61 Et trádidit in captivitátem virtútem eórum: * et pulchritúdinem eórum in manus inimíci.
77:62 Et conclúsit in gládio pópulum suum: * et hereditátem suam sprevit.
77:63 Júvenes eórum comédit ignis: * et vírgines eórum non sunt lamentátæ.
77:64 Sacerdótes eórum in gládio cecidérunt: * et víduæ eórum non plorabántur.
77:65 Et excitátus est tamquam dórmiens Dóminus: * tamquam potens crapulátus a vino.
77:66 Et percússit inimícos suos in posterióra: * oppróbrium sempitérnum dedit illis.
77:67 Et répulit tabernáculum Joseph: * et tribum Éphraim non elégit.
77:68 Sed elégit tribum Juda, * montem Sion quem diléxit.
77:69 Et ædificávit sicut unicórnium sanctifícium suum in terra, * quam fundávit in sǽcula.
77:70 Et elégit David, servum suum, et sústulit eum de grégibus óvium: * de post fœtántes accépit eum,
77:71 Páscere Jacob, servum suum, * et Israël, hereditátem suam:
77:72 Et pavit eos in innocéntia cordis sui: * et in intelléctibus mánuum suárum dedúxit eos.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
Ant. Tu es Deus qui facis mirabília.
|
Psalm 77 [10]
77:1 Mit folk, hør på min belæring, * vend jeres øre mod min munds ord.
77:2 Jeg vil åbne min mund med billedtale, * jeg vil fremføre gådetale fra fortiden.
77:3 Det, vi har hørt og erfaret, * det, vore fædre har fortalt os,
77:4 Skjuler vi ikke for deres børn; * vi fortæller den kommende slægt
77:4 Om Herrens glorværdige gerninger og styrke, * om de undere, han har gjort.
77:5 Han satte et vidnesbyrd i Jakob, * fastsatte en lov i Israel,
77:5 Som han befalede vore fædre at lære deres børn, * for at den kommende slægt, de børn, der skulle fødes,
77:6 Skulle lære den at kende, * så de kunne fortælle om det til deres børn.
77:7 De skulle sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds gerninger, * men holde hans befalinger.
77:8 De skulle ikke være som deres fædre, * en genstridig og trodsig slægt,
77:8 En slægt, som ikke vendte sit hjerte til Gud, * og hvis ånd ikke var trofast mod ham.
77:9 Efraims sønner var udrustet med buer, * men tog flugten på kampens dag.
77:10 De holdt ikke Guds pagt * og ville ikke følge hans lov.
77:11 De glemte hans gerninger * og de undere, han havde vist dem.
77:12 Han gjorde undere for deres fædre i Egypten, * på Soans slette.
77:13 Han kløvede havet og førte dem igennem, * han rejste vandene som en vold.
77:14 Han førte dem i skyen om dagen * og i lysende ild om natten.
77:15 Han kløvede klipper i ørkenen * og gav dem vand, rigeligt som det store dyb;
77:16 Han lod kilder strømme ud fra klippen, * vandet løbe ned som floder.
77:17 Men de syndede stadig mod ham, * i det tørre land trodsede de den Højeste.
77:18 De udæskede Gud i hjertet * og krævede den føde, de havde lyst til.
77:19 De talte mod Gud * og sagde: Kan Gud dække bord i ørkenen?
77:20 Nok slog han på klippen, så vandet flød, * og bækkene strømmede;
77:20 Men kan han også give brød, * kan han skaffe kød til sit folk?
77:21 Det hørte Herren og blev vred, * en ild blussede op mod Jakob, en vrede rejste sig mod Israel,
77:22 For de troede ikke på Gud * og stolede ikke på hans frelse.
77:23 Så gav han befaling til skyerne deroppe, * han åbnede himlens døre
77:24 Og lod det regne over dem med manna, * korn fra himlen gav han dem at spise;
77:25 Mennesker spiste engles brød, * han sendte dem føde, så de blev mætte.
77:26 Han lod en østenstorm bryde løs på himlen, * i sin styrke drev han søndenstormen frem
77:27 Og lod kød regne over dem som støv, * fugle så talrige som havets sand;
77:28 Han lod dem falde ned midt i lejren, * rundt omkring deres boliger.
77:29 De spiste og blev helt mætte, han tilfredsstillede deres grådighed. * Men deres grådighed hørte ikke op;
77:30 De havde endnu munden fuld af mad, * da Guds vrede rejste sig mod dem.
77:31 Han spredte død blandt deres stærke mænd * og strakte Israels unge krigere til jorden.
77:32 Trods det blev de ved med at synde, * de troede ikke på hans undere.
77:33 Han lod deres dage ende i tomhed, * deres år i den bratte død.
77:34 Når han dræbte nogle af dem, søgte de ham, * de søgte tilbage til Gud.
77:35 De huskede på, at Gud var deres klippe, * Gud den Højeste deres forløser.
77:36 Men de hyklede for ham med deres mund, * med tungen løj de for ham.
77:37 Deres hjerte holdt ikke fast ved ham, * de var ikke trofaste mod hans pagt.
77:38 Men han er barmhjertig, han tilgiver synd * og ødelægger ikke;
77:38 Gang på gang holdt han igen på sin vrede * og lod ikke hele sin harme bryde ud.
77:39 Han huskede på, at de var dødelige, * et vindpust, der forsvinder og ikke vender tilbage.
77:40 Hvor ofte trodsede de ham ikke i ørkenen * og vakte hans vrede i ødemarken!
77:41 På ny gav de sig til at udæske Gud * og krænke Israels Hellige.
77:42 De huskede ikke på hans magt, * dengang han udfriede dem fra fjenden,
77:43 Dengang han gjorde sine tegn i Egypten * og sine undere på Soans slette.
77:44 Han forvandlede deres floder til blod, * de kunne ikke drikke af bækkene.
77:45 Han sendte fluer, som åd dem, * og frøer, som bragte ødelæggelse.
77:46 Han gav deres afgrøde til gnavere, * og udbyttet af deres slid til græshopper.
77:47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl, * og deres morbærfigen med isregn.
77:48 Han overgav deres kvæg til pesten, * og deres hjorde til feberbrand.
77:49 Han sendte sin glødende vrede mod dem, * harme, forbandelse og trængsel, en flok af ulykkesengle.
77:50 Han gav sin vrede frit løb; * han skånede dem ikke for døden, men overgav dem til pesten.
77:51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte, * manddommens førstefrugt i Kams telte.
77:52 Så lod han sit folk bryde op som en fåreflok * og ledte dem i ørkenen som en hjord.
77:53 Han førte dem i tryghed, de var uden frygt, * men over deres fjender lukkede havet sig.
77:54 Han førte dem ind i sit hellige land, * det bjergland, hans højre hånd havde vundet.
77:54 Han drev folkeslag bort foran dem, * lod deres land tilfalde dem som ejendom,
77:55 Så Israels stammer * kunne bo i deres telte.
77:56 Men de udæskede og trodsede Gud den Højeste, * de overholdt ikke hans formaninger.
77:57 De faldt fra og var troløse * som deres fædre, de svigtede som en slap bue.
77:58 De vakte hans trods med deres offerhøje * og æggede hans vrede med deres gudebilleder.
77:59 Det hørte Gud, og han blev vred * og forkastede Israel helt og fuldt.
77:60 Han vragede sin bolig i Shilo, * det telt, hvor han boede blandt mennesker;
77:61 Sin styrke sendte han i fangenskab, * sin herlighed gav han i fjendehånd.
77:62 Han overgav sit folk til sværdet, * han blev vred på sin ejendom.
77:63 Ilden fortærede dets unge mænd, * jomfruerne fik ingen bryllupssang;
77:64 Præsterne faldt for sværdet, * enkerne kunne ikke holde ligklage.
77:65 Da vågnede Herren som en, der har sovet, * som krigeren, der er overvældet af vin.
77:66 Han slog sine fjender tilbage * og lod evig skændsel overgå dem.
77:67 Han vragede Josefs telte, * Efraims stamme udvalgte han ikke.
77:68 Men han udvalgte Judas stamme, * Zions bjerg, som han elsker;
77:69 Han byggede sin helligdom som en himmelbolig, ligesom den jord, * han havde grundlagt for evigt.
77:70 Han udvalgte sin tjener David, han hentede ham fra fårefoldene * og tog ham bort fra fårene
77:71 Til at vogte sit folk, Jakob, * og sin ejendom, Israel.
77:72 Og David vogtede dem med oprigtigt hjerte * og førte dem med kyndig hånd.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
Ant. Thou art the God That doest wonders.
|
Ant. Propítius esto * peccátis meis, Dómine.
Psalmus 78 [11]
78:1 Deus, venérunt gentes in hereditátem tuam, polluérunt templum sanctum tuum: * posuérunt Jerúsalem in pomórum custódiam.
78:2 Posuérunt morticína servórum tuórum, escas volatílibus cæli: * carnes sanctórum tuórum béstiis terræ.
78:3 Effudérunt sánguinem eórum tamquam aquam in circúitu Jerúsalem: * et non erat qui sepelíret.
78:4 Facti sumus oppróbrium vicínis nostris: * subsannátio et illúsio his, qui in circúitu nostro sunt.
78:5 Úsquequo, Dómine, irascéris in finem: * accendétur velut ignis zelus tuus?
78:6 Effúnde iram tuam in gentes, quæ te non novérunt: * et in regna quæ nomen tuum non invocavérunt:
78:7 Quia comedérunt Jacob: * et locum ejus desolavérunt.
78:8 Ne memíneris iniquitátum nostrárum antiquárum, cito antícipent nos misericórdiæ tuæ: * quia páuperes facti sumus nimis.
78:9 Ádjuva nos, Deus, salutáris noster: et propter glóriam nóminis tui, Dómine, líbera nos: * et propítius esto peccátis nostris, propter nomen tuum:
78:10 Ne forte dicant in géntibus: Ubi est Deus eórum? * et innotéscat in natiónibus coram óculis nostris.
78:10 Últio sánguinis servórum tuórum, qui effúsus est: * intróeat in conspéctu tuo gémitus compeditórum.
78:11 Secúndum magnitúdinem brácchii tui, * pósside fílios mortificatórum.
78:12 Et redde vicínis nostris séptuplum in sinu eórum: * impropérium ipsórum, quod exprobravérunt tibi, Dómine.
78:13 Nos autem pópulus tuus, et oves páscuæ tuæ, * confitébimur tibi in sǽculum.
78:13 In generatiónem et generatiónem * annuntiábimus laudem tuam.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
|
Ant. Be merciful * unto our sins, O Lord.
Psalm 78 [11]
78:1 Folkene er trængt ind i din ejendom, Gud, de har gjort dit hellige tempel urent * og lagt Jerusalem i ruiner.
78:2 De gav dine tjeneres lig som føde til himlens fugle * og dine frommes krop til jordens dyr.
78:3 De udgød deres blod som vand rundt om Jerusalem, * og ingen begravede dem.
78:4 Vi er blevet til nar blandt vore naboer, * til spot og spe for vore omgivelser.
78:5 Hvor længe vil du dog være vred, Herre, hvor længe * skal din lidenskab brænde som ild?
78:6 Udøs din harme over de folk, der ikke kender dig, * og over de riger, der ikke påkalder dit navn;
78:7 For de har fortæret Jakob * og ødelagt hans bolig.
78:8 Tilregn os ikke vore forfædres synder, lad din barmhjertighed nå os hurtigt, * for vi er hjælpeløse.
78:9 Hjælp os, vor frelses Gud, for dit ærede navns skyld. Befri os, * og tilgiv vore synder for dit navns skyld.
78:10 Hvorfor skal folkene sige: Hvor er deres Gud? * Mens vi ser på det, skal de erfare,
78:10 At dine tjeneres udgydte blod bliver hævnet. * Lad fangernes stønnen nå dig,
78:11 Sæt de dødsdømte i frihed * med din stærke arm.
78:12 Gengæld vore naboer syvdobbelt på deres egen krop * for den hån, de viser dig, Herre.
78:13 Vi er dit folk og de får, du vogter, * vi vil takke dig til evig tid,
78:13 I slægt efter slægt * vil vi forkynde din pris.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
|
Psalmus 79 [12]
79:2 Qui regis Israël, inténde: * qui dedúcis velut ovem Joseph.
79:2 Qui sedes super Chérubim, * manifestáre coram Éphraim, Bénjamin, et Manásse.
79:3 Éxcita poténtiam tuam, et veni, * ut salvos fácias nos.
79:4 Deus, convérte nos: * et osténde fáciem tuam, et salvi érimus.
79:5 Dómine, Deus virtútum, * quoúsque irascéris super oratiónem servi tui?
79:6 Cibábis nos pane lacrimárum: * et potum dabis nobis in lácrimis in mensúra?
79:7 Posuísti nos in contradictiónem vicínis nostris: * et inimíci nostri subsannavérunt nos.
79:8 Deus virtútum, convérte nos: * et osténde fáciem tuam, et salvi érimus.
79:9 Víneam de Ægýpto transtulísti: * ejecísti gentes, et plantásti eam.
79:10 Dux itíneris fuísti in conspéctu ejus: * plantásti radíces ejus, et implévit terram.
79:11 Opéruit montes umbra ejus: * et arbústa ejus cedros Dei.
79:12 Exténdit pálmites suos usque ad mare: * et usque ad flumen propágines ejus.
79:13 Ut quid destruxísti macériam ejus: * et vindémiant eam omnes, qui prætergrediúntur viam?
79:14 Exterminávit eam aper de silva: * et singuláris ferus depástus est eam.
79:15 Deus virtútum, convértere: * réspice de cælo, et vide, et vísita víneam istam.
79:16 Et pérfice eam, quam plantávit déxtera tua: * et super fílium hóminis, quem confirmásti tibi.
79:17 Incénsa igni, et suffóssa * ab increpatióne vultus tui períbunt.
79:18 Fiat manus tua super virum déxteræ tuæ: * et super fílium hóminis, quem confirmásti tibi.
79:19 Et non discédimus a te, vivificábis nos: * et nomen tuum invocábimus.
79:20 Dómine, Deus virtútum, convérte nos: * et osténde fáciem tuam, et salvi érimus.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, * et in sǽcula sæculórum. Amen.
Ant. Propítius esto peccátis meis, Dómine.
|
Psalm 79 [12]
79:2 Lyt, Israels hyrde, * du, der fører Josef som en hjord.
79:2 Du, der troner på keruberne, * træd frem i stråleglans for Efraim, Benjamin og Manasse.
79:3 Opbyd din styrke, * og kom os til hjælp!
79:4 Gud, rejs os igen, * lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.
79:5 Herre, Hærskarers Gud, * hvor længe vil du være vred trods dit folks bøn?
79:6 Du gav dem tårebrød at spise, * gav dem tårer at drikke i rigt mål.
79:7 Du lod vore naboer strides om os, * vore fjender spotter os.
79:8 Hærskarers Gud, rejs os igen, * lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.
79:9 Du rykkede en vinstok op i Egypten * og plantede den, hvor du drev folkeslag bort;
79:10 Du beredte jorden for den, * den slog rødder og fyldte landet.
79:11 Bjergene blev skjult af dens skygge, * Guds cedertræer af dens grene;
79:12 Den strakte sine ranker til havet, * og sine skud til floden.
79:13 Hvorfor har du revet dens gærde ned, * så alle, der går forbi, kan plukke af den?
79:14 Skovens vildsvin gnaver af den, * markens dyr græsser på den.
79:15 Hærskarers Gud, vend tilbage, * se dog ned fra himlen! Tag dig af denne vinstok,
79:16 Det skud, din hånd har plantet, * over det menneske, du gav styrke,
79:17 De har brændt det som skarn, * lad dem gå til grunde for din trussel!
79:18 Hold din hånd over manden ved din højre hånd, * over det menneske, du gav styrke,
79:19 Så vil vi ikke vige fra dig. Hold os i live, * så vil vi påkalde dit navn.
79:20 Herre, Hærskarers Gud, rejs os igen, * lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. Som det var i begyndelsen, så nu og altid * og i al evighed. Amen.
Ant. Be merciful unto our sins, O Lord.
|
℣. Gaudébunt lábia mea cum cantávero tibi.
℟. Et ánima mea, quam redemísti.
|
℣. My lips shall be fain when I sing unto Thee.
℟. And my soul, which Thou hast redeemed.
|
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum quotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris:
℣. Et ne nos indúcas in tentatiónem:
℟. Sed líbera nos a malo.
Absolutio. A vínculis peccatórum nostrórum absólvat nos omnípotens et miséricors Dóminus. Amen.
|
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
℣. Og led os ikke i fristelse:
℟. Men fri os fra det onde.
Absolution. Må den Almægtige og barmhjertige Herre løse os af vore synders bånd. Amen.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Evangélica léctio sit nobis salus et protéctio. Amen.
Lectio 7
Léctio sancti Evangélii secúndum Lucam
Luc 12:35-40
In illo témpore: Dixit Jesus discípulis suis: Sint lumbi vestri præcincti, et lucernæ ardentes in mánibus vestris. Et réliqua.
Homilía sancti Gregórii Papæ
Homilia 13 in Evang.
Sancti Evangélii, fratres caríssimi, apérta vobis est léctio recitata. Sed ne alíquibus ipsa ejus planíties alta fortásse videátur, eam sub brevitáte transcúrrimus, quátenus ejus exposítio ita nesciéntibus fiat cógnita, ut tamen sciéntibus non sit onerósa. Dóminus dicit: Sint lumbi vestri præcíncti. Lumbos enim præcíngimus, cum carnis luxúriam per continéntiam coarctámus. Sed quia minus est, mala non ágere, nisi étiam quisque stúdeat, et bonis opéribus insudáre, prótinus ádditur: Et lucérnæ ardéntes in mánibus vestris. Lucérnas quippe ardéntes in mánibus tenémus, cum per bona ópera próximis nostris lucis exémpla monstrámus. De quibus profécto opéribus Dóminus dicit: Lúceat lux vestra coram homínibus, ut vídeant ópera vestra bona, et gloríficent Patrem vestrum qui in cælis est.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
℟. Iste est qui ante Deum magnas virtútes operátus est, et de omni corde suo laudávit Dóminum:
* Ipse intercédat pro peccátis ómnium populórum.
℣. Ecce homo sine queréla, verus Dei cultor, ábstinens se ab omni ópere malo, et pérmanens in innocéntia sua.
℟. Ipse intercédat pro peccátis ómnium populórum.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Må Evangeliets hellige lektie være vor tilflugt og beskyttelse. Amen.
Reading 7
From the Holy Gospel according to Luke
Luke 12:35-40
At that time, Jesus said unto His disciples: Let your loins be girded about, and your lights burning. And so on.
Homily by Pope St. Gregory the Great.
13th on the Gospels.
Dearly beloved brethren, the words of the Holy Gospel, which have just been read, lie open before you, and, lest their very plainness should make them seem to some to be hard, we will go through them with such shortness as that neither may they which understand not remain unenlightened, nor they which understand be wearied. The Lord saith Let your loins be girded about. Now, we gird our loins about, when by continency we master the lustful inclination of the flesh. But, forasmuch as it sufficeth not for a man to abstain from evil deeds, if he strive not to join thereto the earnest doing of good works, it is immediately added And your lights burning. Our lights burn when, by good works, we give bright example to our neighbour; concerning which works the Lord saith Let your light so shine before men, that they may see your good works, and glorify your Father Which is in heaven. Matth. v. 16.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
℟. This is he which wrought great wonders before God, and praised the Lord with all his heart.
* May he pray for all people, that their sins may be forgiven unto them.
℣. Behold a man without blame, a worshipper of God in truth, keeping himself clean from every evil work, and abiding still in his innocency.
℟. May he pray for all people, that their sins may be forgiven unto them.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Cujus festum cólimus, ipse intercédat pro nobis ad Dóminum. Amen.
Lectio 8
Duo autem sunt, quæ jubéntur, et lumbos restríngere, et lucérnas tenére: ut et mundítia sit castitátis in córpore, et lumen veritátis in operatióne. Redemptóri étenim nostro unum sine áltero placére nequáquam potest: si aut is qui bona agit, adhuc luxúriæ inquinaménta non déserit: aut is qui castitáte præéminet, necdum se per bona ópera exércet. Nec cástitas ergo magna est sine bono ópere, nec opus bonum est áliquod sine castitáte. Sed et si utrúmque ágitur, restat, ut quisquis ille est, spe ad supérnam pátriam tendat, et nequáquam se a vítiis pro mundi hujus honestáte contíneat.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
℟. Sint lumbi vestri præcíncti, et lucérnæ ardéntes in mánibus vestris:
* Et vos símiles homínibus exspectántibus dóminum suum, quando revertátur a núptiis.
℣. Vigiláte ergo, quia nescítis qua hora Dóminus vester ventúrus sit.
℟. Et vos símiles homínibus exspectántibus dóminum suum, quando revertátur a núptiis.
℣. Glória Patri, et Fílio, * et Spirítui Sancto.
℟. Et vos símiles homínibus exspectántibus dóminum suum, quando revertátur a núptiis.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Han, hvis højtid vi fejrer, må han gå i forbøn for os hos Herren. Amen.
Reading 8
Here, then, are two commandments, to gird our loins about, and to keep our lights burning the cleanness of purity in our body, and the light of the truth in our works. Whoso hath the one and not the other, pleaseth not thereby our Redeemer; that is, he pleaseth Him not which doth good works, but bridleth not himself from the pollutions of lust, neither he which is eminent in chastity, but exerciseth not himself in good works. Neither is chastity a great thing without good works, nor good works anything without chastity. And if any man do both, it remaineth that he must look by hope toward our Fatherland above, and not have for his reason wherethrough he turneth himself away from vice, the love of honour in this present world.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
℟. Let your loins be girded about, and your lights burning;
* And ye yourselves like unto men that wait for their lord, when he will return from the wedding.
℣. Watch therefore, for ye know not what hour your Lord doth come.
℟. And ye yourselves like unto men that wait for their lord, when he will return from the wedding.
℣. Ære være Faderen og Sønnen * og Helligånden.
℟. And ye yourselves like unto men that wait for their lord, when he will return from the wedding.
|
℣. Jube, domne, benedícere.
Benedictio. Ad societátem cívium supernórum perdúcat nos Rex Angelórum. Amen.
Lectio 9
Et vos símiles homínibus exspectántibus dóminum suum, quando revertátur a núptiis: ut cum vénerit et pulsáverit, conféstim apériant ei. Venit quippe Dóminus, cum ad judícium próperat: pulsat vero, cum jam per ægritúdinis moléstias esse mortem vicínam desígnat. Cui conféstim aperímus, si hunc cum amóre suscípimus. Aperíre enim júdici pulsánti non vult, qui exíre de córpore trépidat: et vidére eum, quem contempsísse se méminit, júdicem formídat. Qui autem de sua spe et operatióne secúrus est, pulsanti conféstim áperit, quia lætus júdicem sústinet; et, cum tempus propínquæ mortis advénerit, de glória retributiónis hilaréscit.
℣. Tu autem, Dómine, miserére nobis.
℟. Deo grátias.
Te Deum
Te Deum laudámus: * te Dóminum confitémur.
Te ætérnum Patrem * omnis terra venerátur.
Tibi omnes Ángeli, * tibi Cæli, et univérsæ Potestátes:
Tibi Chérubim et Séraphim * incessábili voce proclámant:
Fit reverentia Sanctus, Sanctus, Sanctus * Dóminus Deus Sábaoth.
Pleni sunt cæli et terra * majestátis glóriæ tuæ.
Te gloriósus * Apostolórum chorus,
Te Prophetárum * laudábilis númerus,
Te Mártyrum candidátus * laudat exércitus.
Te per orbem terrárum * sancta confitétur Ecclésia,
Patrem * imménsæ majestátis;
Venerándum tuum verum * et únicum Fílium;
Sanctum quoque * Paráclitum Spíritum.
Tu Rex glóriæ, * Christe.
Tu Patris * sempitérnus es Fílius.
Fit reverentia Tu, ad liberándum susceptúrus hóminem: * non horruísti Vírginis úterum.
Tu, devícto mortis acúleo, * aperuísti credéntibus regna cælórum.
Tu ad déxteram Dei sedes, * in glória Patris.
Judex créderis * esse ventúrus.
Sequens versus dicitur flexis genibus
Te ergo quǽsumus, tuis fámulis súbveni, * quos pretióso sánguine redemísti.
Ætérna fac cum Sanctis tuis * in glória numerári.
Salvum fac pópulum tuum, Dómine, * et bénedic hereditáti tuæ.
Et rege eos, * et extólle illos usque in ætérnum.
Per síngulos dies * benedícimus te.
Fit reverentia, secundum consuetudinem Et laudámus nomen tuum in sǽculum, * et in sǽculum sǽculi.
Dignáre, Dómine, die isto * sine peccáto nos custodíre.
Miserére nostri, Dómine, * miserére nostri.
Fiat misericórdia tua, Dómine, super nos, * quemádmodum sperávimus in te.
In te, Dómine, sperávi: * non confúndar in ætérnum.
|
℣. Herre, giv din velsignelse.
Benediction. Til de hellige borgere os bringe, du Konge af Engle. Amen.
Reading 9
Commemoratio for St. Agnes.
The night when the parents of the blessed Agnes were watching at her grave, she appeared to them in company with a band of virgins, and said to them Father and Mother, weep not for me as though I were dead; for now these virgins and I live together in Him Whose love was my whole life upon earth. Some years afterwards, Constance, the daughter of the Emperor Constantine, being sick of an incurable ulcer, betook herself to the said grave, although she was not yet a Christian, and as she lay by it and slept, she seemed to hear the voice of Agnes, saying to her Constance, be of good courage believe in Jesus Christ the Son of God, and He will make thee whole. The Princess, being healed, was baptized, along with many others of the Emperor's family and household, and afterwards built over the grave of the blessed Agnes a Church named in her honour.
℣. Nu, Herre, hav du medynk med os.
℟. Gud ske tak og lov.
Te Deum
Dig lover vi, Gud! * Dig priser vi som vor Herre!
Evig Fader, * al skabning hylder dit navn!
Dig priser englenes talløse skare, * Himlens og jordens mægtige ånder,
Keruber, Serafer * råber til dig i endeløs jubel:
bøj hovedet Hellig, hellig, hellig * Herre Gud over englenes hære;
Himmel og jord stråler * af din herligheds Majestæt.
Dig lover * apostlenes hellige kor.
Dig hylder * profeternes ærværdige skare.
Dig priser * martyrernes hvidklædte flok.
Udover hele jorden forkynder * vor hellige Kirke dit navn,
Uendelig ophøjede * Fader,
Med Kristus, din sande * og eneste Søn;
Og Helligånden, * vor trøster og talsmand.
Kristus, * du herlige konge!
Gud Faders * evige Søn.
Under det følgende vers laver alle en dyb bøjning: Ydmygt blev du os mennesker lig, * du tøvede ikke ved en Jomfrus skød.
Ved dig har døden mistet sin brod, * og Himlen blev blev åbnet for dem, der tror.
Nu sidder du ved Guds højre side, * i Faderens herlighed.
Vi ved du skal komme * for at være vor Dommer.
Knæl under det følgende vers
Kom os da nådig til hjælp, * os, som du frelste ved dit eget blod.
Lad os synge din pris i de saliges kor, * en evig jublende lovsang.
Herre, frels dit folk, * og velsign din ejendom,
Vogt dem, * og tag dig af dem til evig tid.
Dag ud og dag in * velsigner vi dig
Jvf. lokal brug, bøj hovedet. Og slægt efter slægt * højlover dit hellige navn.
Bevar os nådigst, Herre, * på denne dag fra enhver synd.
Herre, forbarm dig over os, * forbarm dig over os.
Lad din barmhjertighed, Herre, være over os, * for vi har stolet på dig,
Herre, hos dig søger jeg tilflugt, * lad mig ikke for evigt blive til skamme,
|
Dicto Hymno « Te Deum » aut nono vel tertio Responsorio ejus loco ponitur, statim inchoantur Laudes, præterquam in Nocte Nativitatis Domini; quia tunc dicitur Oratio, postea celebratur Missa, ut suo loco notatur.
|
Efter at salmen Te Deum laudamus eller den niende eller tredje responsorium er blevet reciteret, begynder man direkte med Laudes, med undtagelse af Julenat: i denne beder man Oratio og så fejres julemessen som det hedder. på det rette sted.
|
Oratio {ex Proprio Sanctorum}
℣. Dómine, exáudi oratiónem meam.
℟. Et clamor meus ad te véniat.
Orémus.
Deus, qui in tuæ caritátis exémplum ad fidélium redemptiónem sanctum Petrum Ecclésiam tuam nova prole fecundáre divínitus docuísti: ipsíus nobis intercessióne concéde; a peccáti servitúte solútis, in cælésti pátria perpétua libertáte gaudére:
Qui vivis et regnas cum Deo Patre, in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.
℟. Amen.
|
Prayer {from the Proper of Saints}
℣. Herre, hør min bøn.
℟. Og lad mit råb nå til dig.
Let us pray.
O God, Thou Who, as an example of Thy charity, divinely taught St. Peter to enrich Thy Church with new offspring, a family of religious devoted to the ransom of the faithful, grant by his intercession, that we may be released from the slavery of sin, and rejoice in lasting freedom in heaven.
Du, som lever og råder med Gud Fader i Helligåndens enhed, Gud, fra evighed til evighed.
℟. Amen
|
|
Post Divinum officium |